På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.

Prik bagi kostede jobbet

BORTVISNING. Det er mobning at klaske kødstrimler på kolleger og prikke dem bagi med et kosteskaft. Det slog en faglig voldgift fast og afgjorde samtidig, at det var o.k. at bortvise medarbejderen.

Den gode kollega

En pakkepige henvendte sig til sin talsmand og fortalte, at hun mente, at en slagteriarbejder blev udsat for grov mobning. Talsmanden kontaktede slagteriarbejderen, som fortalte, at en anden kollega gentagne gange havde kastet og klasket med kødstrimler mod ham og andre og prikket ham selv og kolleger bagi med et kosteskaft. Talsmanden gik til virksomhedens ledelse, som bortviste servicemedarbejderen.

En faglig voldgift tog efterfølgende stilling til, om servicemedarbejderen havde udsat kollegerne for grov mobning og chikane.

Reglerne var klare

Efter Slagteoverenskomsten kan en medarbejder bortvises, hvis den pågældende gør sig skyldig i groft utilbørligt forhold.

Virksomheden havde også en mobbepolitik, der var aftalt i samarbejdsudvalget (SU) og en politik om, at mobning kunne medføre bortvisning.

I mobbepolitikken var mobning defineret som gentagne tilfælde af ubehagelig, nedværdigende eller sårende behandling af kolleger over en vis tid.

Det var mobning og grov chikane

En faglig voldgift slog fast, at klask og kast med kødstrimler og prik bagi med et kosteskaft var en særdeles ubehagelig, nedværdigende og sårende behandling, og endda at kaste med kød i sig selv var bortvisningsgrund.  Derfor blev virksomheden frifundet.

DI førte sagen for virksomheden.

DI’s råd

Det er ikke et lovkrav, at en virksomhed skal formulere en politik om mobning. Men det er vigtigt, at virksomheden sender et klart budskab til medarbejderne om, at de ikke skal acceptere at blive udsat for mobning, og at medarbejderen til enhver tid trygt kan henvende sig til ledelsen.

Bortvisning er en meget vidtgående sanktion. Der skal være tale om en grov misligholdelse af ansættelsesforholdet, før der kan bortvises, og sagerne er altid meget konkret begrundet.

DI opfordrer derfor til, at I altid kontakter os for rådgivning, inden I bortviser en medarbejder.

Vi benytter ikke din mailadresse til andet end dette nyhedsbrev. Du kan til enhver tid framelde dig igen her.
PUBLICERET: 16-03-2016 OPDATERET: 13-02-2017