På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.

OK at opsige jurist for seksuelt krænkende SMS'er

SEXCHIKANE. Vestre Landsret har slået fast, at det var i orden at opsige en medarbejder ansat i en kommune for to sms’er, som han havde sendt til en kvindelig kollega. Sms’erne var egnet til at virke krænkende på hende og udgjorde derfor seksuel chikane.
Modelfoto: Colourbox

Daglig kontakt

En mandlig jurist ansat i en kommune havde i marts 2015 en kvindelig kollega, hvis adfærd han opfattede som flirtende over for ham.

Han forklarede i sagen, at den kvindelige kollega dagligt besøgte hans kontor og optrådte på en måde, som han betragtede som flirtende. Han skrev derfor sms’er til hende og spurgte, om de skulle mødes, og om hun var gift. Nogle af sms’erne svarede kollegaen på, men ikke på andre. Ved en enkelt lejlighed mødtes de to kollegaer uden for arbejdstiden i ca. 10 minutter, røg en cigaret sammen og talte om arbejdsrelaterede forhold.

Krænkende sms’er

Den kvindelige medarbejder forklarede derimod i sagen, at hun havde opfattet hans spørgsmål, om hvorvidt hun var gift som en joke, og at hun ikke kunne forstå, at han kunne have misforstået hendes signaler som flirtende.

På et tidspunkt i forløbet modtog hun sms’er fra sin mandlige kollega, bl.a. indeholdende henvisninger til hvordan han kunne ’tænde hende’, som hun følte sig seksuelt krænket af.

På et møde i april 2015 var den kvindelige kollega så påvirket af situationen, at en kollega sammen med medarbejderens nærmeste leder tog en samtale med hende og fik oplyst, hvordan kvinden havde oplevet situationen. Kollegaen og lederen fik fremvist de krænkende sms’er fra den mandlige jurist.

Opsigelse

Herefter besluttede kommunen at opsige den mandlige medarbejder, da de anså hans adfærd for uacceptabel.

Den mandlige medarbejder rejste sag mod kommunen, da han ikke mente, at forløbet havde kunne begrunde en saglig opsigelse.

Sagen blev i første omgang indbragt for byretten og senere for landsretten, der stadfæstede byrettens dom.

Landsretten fandt, at den mailkorrespondance, der havde været mellem de to kollegaer, havde et gensidigt flirtende indhold, men ikke desto mindre havde de sms’er, der senere hen var blevet sendt, været egnet til at virke krænkende på den kvindelige kollega. Derfor havde opsigelsen af den mandlige medarbejder været sagligt begrundet, og kommunen blev frifundet.

DI var ikke involveret i sagen.

DI's råd

Sagen viser, at man som virksomhed skal være opmærksom på, at alle sager om sexchikane er konkrete, og at sanktionsmulighederne afhænger af de faktiske omstændigheder i netop den specifikke sag. Chikanens grovhed og de øvrige omstændigheder i sagen, som eksempelvis relationen mellem de to medarbejdere, vil have betydning i sagen.

I denne sag var der tale om handlinger, der var egnede til at krænke den ene medarbejder og af sådan en tyngde, at det var proportionalt at opsige medarbejderen på baggrund af sms’erne.

Det er derfor en god idé, at I som virksomhed, allerede inden mulige chikanesager opstår, overvejer, om I bør iværksætte et arbejde omkring forebyggelse af sexchikane.

I kan altid kontakte DI, hvis I har behov for hjælp til ansættelsesretlige og arbejdsmiljømæssige tiltag f.eks. udarbejdelse af personalepolitikker, trivselsundersøgelser m.v., ligesom TekSam og andre samarbejder med forbund kan være behjælpelige.

I kan også begynde lokalt ved at inddrage relevante afdelinger i virksomheden, eksempelvis HR, arbejdsmiljøorganisationen, samarbejdsudvalget mv

Vi benytter ikke din mailadresse til andet end dette nyhedsbrev. Du kan til enhver tid framelde dig igen her.
PUBLICERET: 07-08-2018 OPDATERET: 08-08-2018