På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.

Ingen virksomhedsoverdragelse ved udbud af rengøring

VIRKSOMHEDSOVERDRAGELSE. Overtagelsen af 14 ud af 31 rengøringsmedarbejdere efter et udbud udgjorde ikke virksomhedsoverdragelse. Det har Arbejdsretten netop slået fast.

Vægt på nøglepersoner og antallet af medarbejdere

En servicevirksomhed overtog efter et udbud al rengøring i en kommune, der tidligere var blevet udført af to selvstændige servicevirksomheder. Virksomheden der vandt udbuddet overtog 14 af den ene tidligere leverandørs 31 medarbejdere. De overtog ingen medarbejdere fra den anden leverandør.

De medarbejdere, der var overtaget af den nye servicevirksomhed, mente, at de var virksomhedsoverdraget og rejste krav om efterbetaling af visse løntillæg, som de havde haft ret til i deres tidligere ansættelse.

Arbejdsretten afgjorde, at der ikke var tale om virksomhedsoverdragelse. De lagde vægt på:

· at der ikke blev overtaget nøglepersoner eller aktiver
· at mindre end halvdelen af medarbejderne blev overtaget

Overtagelse fra to leverandører vurderet separat

Medarbejderne mente, at der skulle foretages en vurdering af antallet af medarbejdere der var overtaget i forhold til de to tidligere leverandører hver især, og at der var virksomhedsoverdragelse, fordi den nye leverandør havde overtaget næsten halvdelen af den ene tidligere leverandørs medarbejdere.

Virksomheden mente, at opgørelsen skulle foretages samlet for begge de to tidligere leverandører.

Arbejdsretten gav medarbejderne ret i, at vurderingen af, om virksomheden overtog en overvejende del af den tidligere arbejdsstyrke, bedømt på antallet og kvalifikationerne hos de overtagne medarbejdere, skulle foretages over for hver enkelt selvstændig virksomhed.

Arbejdsretten belyste tidligere dom

I sagen slog Arbejdsretten også fast, at en dom fra 24. september 2015, der kom frem til, at der var virksomhedsoverdragelse, selvom mindre end halvdelen af medarbejderne var overtaget, skyldtes konkrete omstændigheder.

Særligt for brancher, som for eksempel rengøring, hvor arbejdskraften udgør en væsentlig del af virksomhedens aktivitet i forhold til fysiske aktiver, er dette væsentligt.

Inden for disse brancher vil det have afgørende betydning for vurderingen af, om der er virksomhedsoverdragelse eller ej, om den nye leverandør overtager en betydelig del af den tidligere arbejdsstyrke bedømt på antallet og kvalifikationerne hos de overtagne medarbejdere.

DA førte sagen for virksomheden, som er medlem af DI.

DI's råd
Når man skal vurdere, om en overtagelse er en virksomhedsoverdragelse, skal der foretages en helhedsvurdering af de faktiske forhold. Der er ikke en fast regel om, at virksomheden skal overtage mere end halvdelen af medarbejderne fra den tidligere virksomhed, for at der er virksomhedsoverdragelse. I rengøringsbranchen, hvor medarbejderne er det største aktiv, er udgangspunktet dog, at der skal overtages mere end halvdelen af medarbejderne, før der er virksomhedsoverdragelse.
Vi benytter ikke din mailadresse til andet end dette nyhedsbrev. Du kan til enhver tid framelde dig igen her.
PUBLICERET: 16-02-2016 OPDATERET: 26-01-2018