På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.

Funktionær fik fastholdelsesbonus, selv om han stoppede før tid

FASTHOLDELSESBONUS. Højesteret har afgjort, at en funktionær havde ret til fastholdelsesbonus, selv om han ikke blev på arbejdspladsen i hele den treårige periode, virksomheden havde stillet som betingelse for at udbetale bonus.

Krav om almindelig performance

Virksomheden var blevet købt af et udenlandsk selskab og stod derfor over for en større integrationsproces, der skulle ske over en treårig periode. I den forbindelse blev otte ledende funktionærer tilbudt en fastholdelsesbonus.

Bonussen var blandt andet betinget af, at funktionærerne ikke sagde deres stillinger op i den treårige periode, og at de opretholdt en performance på 3 på en skala fra 1 til 5.

Derudover var bonussens størrelse baseret på et pointsystem. Det endelige beløb afhang af hvor mange måneder, funktionæren havde været ansat. For hver måned optjente funktionæren point, og jo længere tid han var ansat, jo flere point fik han pr. måned.

Forholdsmæssig andel eller aftalt optjeningsprincip

Hvis en funktionær bliver aflønnet med gratiale, tantieme eller lignende ydelse, har han ret til en forholdsmæssig andel, hvis han fratræder i løbet af regnskabsåret. Det følger af funktionærloven § 17 a.

I denne sag mente virksomhedens ikke, at fastholdelsesbonussen var omfattet af funktionærloven § 17 a.

Virksomheden mente i øvrigt, at hvis funktionæren skulle have udbetalt bonus, burde størrelsen følge det optjeningsprincip, der var aftalt i ordningen. Det ville i denne sag betyde, at han ville få et mindre beløb, end hvis man lavede en ligefrem proportionel beregning i forhold til hans ansættelsestid.

Undtagelse til funktionærloven § 17 a

I en Højesteretsdom fra 2012 var en fastholdelsesbonus blevet anset for udelukkende at være en præmiering af medarbejderne for at forblive i deres stillinger. Bonussen var derfor ikke omfattet af funktionærloven § 17 a, og en funktionær, der var fratrådt i utide, havde derfor ikke haft ret til en forholdsmæssig andel af bonussen.

Virksomheden mente, at Højesteretsdommen fra 2012 også kunne anvendes på deres situation.

Der var tale om løn

Højesteret var ikke enig. Retten lagde ved vurderingen vægt på, at udbetaling af bonussen blandt andet afhang af funktionærens arbejdsmæssige performance. Højesteret udtalte, at den aftalte bonus under de foreliggende omstændigheder reelt ikke kun var en præmiering af funktionæren for at forblive i sin stilling indtil bonusperiodens udløb, men at den også var et vederlag for udførelse af arbejde på samme måde som løn.

Derudover mente Højesteret, at funktionærloven § 17 a skal forstås på den måde, at funktionæren er berettiget til en forholdsmæssig andel af den fulde ydelse i forhold til ansættelsestiden. Funktionæren blev derfor tilkendt en ligefrem proportionel andel af fastholdelsesbonussen.

DI var ikke involveret i sagen.

DI's råd

Dommen understreger, at der skal meget til, før en fastholdelsesbonus kan undtages fra funktionærlovens regler om betaling af en forholdsmæssig andel.

Derudover slår Højesteret fast, at en forholdsmæssig andel i funktionærloven § 17 a’s forstand skal være ligefrem proportional med ansættelsestiden.

DI anbefaler, at I kontakter os for rådgivning, hvis I ønsker at tilbyde en fastholdelsesbonus til en funktionær.

Nyheden er baseret på Højesterets afgørelse i sag nr. 134/2016 samt funktionærloven § 17 a.

Ifølge funktionærloven § 17 a har en funktionær ret til at modtage en forholdsmæssig andel af f.eks. sin årsbonus, hvis han fratræder i løbet af bonusåret.

Læs også
DI har tidligere skrevet en nyhed om den nævnte Højesterets dom fra 2012:
Vi benytter ikke din mailadresse til andet end dette nyhedsbrev. Du kan til enhver tid framelde dig igen her.
PUBLICERET: 15-08-2017 OPDATERET: 21-08-2017