På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.

For sen bortvisning efter svinestreg på Facebook

PASSIVITET. Medarbejder udviste illoyal adfærd, der kunne begrunde en bortvisning, men virksomheden handlede ikke i tide.

Sygemelding efter nej til forlænget orlov

Medarbejderen arbejdede på en tandlægeklinik og meddelte i slutningen af januar, at hun ville gå på orlov fra den 1. februar til den 30. april på grund af sit syge barn. I den forbindelse opstod en situation, hvor medarbejderen udviste ophidset adfærd på arbejdspladsen. I februar modtog medarbejderen en advarsel for sin ophidsede opførsel.

Dagen før orloven var slut, bad medarbejderen om at få forlænget orloven, men det afslog virksomheden. Herefter sygemeldte medarbejderen sig med virkning fra den 1. maj og lavede en Facebook-opdatering på sin profil den 30. april.

Lederen bad om at få fremsendt en speciallægeerklæring som dokumentation for medarbejderens sygefravær, men han modtog ikke noget.

Svinestreg på Facebook var rettet mod leder

Et af vidnerne i sagen forklarede i byretten, at opdateringen på Facebook lød: "De advarsler jeg modtog rundt om for godt seks år siden, ved jeg i dag, at jeg skulle have lyttet til. Det må jeg konstatere i dag, en erfaring rigere, men hvor ville jeg gerne have været bekendtskabet foruden".

Lederen på tandlægeklinikken blev først bekendt med opslaget på Facebook den 13. maj. Han var vred, fordi han var overbevist om, at opslaget handlede om ham. Først den 29. maj valgte lederen at bortvise medarbejderen på grund af den illoyalitet, som hun havde udvist på Facebook.

Lederen havde fortsat ikke modtaget en lægeerklæring for medarbejderens uarbejdsdygtighed, og den 6. august bortviste han derfor medarbejderen med virkning tilbage fra den 1. maj.

For sent at bortvise på grund af svinestregen

Landsretten afgjorde, at medarbejderens Facebook-opdatering handlede om lederen, selv om hans navn ikke direkte var nævnt, og at dette også var muligt for andre at udlede.

Derudover vurderede landsretten, at opdateringen var ondsindet nok til, at medarbejderen ved illoyal adfærd havde misligholdt ansættelsesforholdet, og at det som udgangspunkt kunne begrunde en bortvisning.

Landsretten lagde blandt andet vægt på, at opdateringen var videregivet til andre og derfor kunne skade virksomheden, og at medarbejderen havde fået en advarsel i februar.

Lederen havde dog ikke reageret i god nok tid på opslaget. Der gik 16 dage, fra lederen opdagede opdateringen, til han bortviste medarbejderen. Virksomheden kunne derfor ikke bortvise medarbejderen med henvisning til Facebook-opdateringen.

Derimod fik virksomheden landsrettens ord for, at lederen havde ret til at bortvise medarbejderen med virkning fra den 1. maj, fordi medarbejderen på trods af rykkere ikke havde fremsendt lægeerklæringen.

DI var ikke involveret i sagen.

DI's råd

Sagen viser, at illoyal adfærd på sociale medier kan være grund til at bortvise en medarbejder, hvis adfærden er tilstrækkelig grov.

Det er dog afgørende, at virksomheden reagerer straks, ellers risikerer virksomheden at miste muligheden for at bortvise.

Vi benytter ikke din mailadresse til andet end dette nyhedsbrev. Du kan til enhver tid framelde dig igen her.
PUBLICERET: 24-01-2017 OPDATERET: 24-01-2017