På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.

Bortvist for at sælge sin mors bil

BORTVIST. En salgschef ved en bilforhandler blev bortvist, fordi han solgte sin mors bil til en kunde, som henvendte sig i forretningen for at købe en brugt bil.

Salgschef med 16 års anciennitet

En salgschef med 16 års anciennitet blev bortvist, fordi han i stedet for at sælge en af virksomhedens biler, havde solgt sin mors bil til en kunde.

Den pågældende kunde havde henvendt sig i forretningen, fordi kunden var interesseret i at købe en bestemt bilmodel. Kunden ville ikke bruge penge på en helt ny model, og efterspurgte i stedet en demobil (brugt bil). Virksomheden havde på daværende tidspunkt ikke en demobil stående, og den bilsælger, der havde betjent kunden, registrerede derfor kunden og dennes efterspørgsel i kundekartoteket.

Solgte mors bil til kunden

Bilsælgeren henvendte sig bagefter til salgschefen og orienterede ham om kunden. ”Den tager jeg mig af” sagde salgschefen til sin kollega.

Senere fik virksomheden viden om, at virksomhedens salgschef havde solgt sin mors bil til kunden.

Undersøgelser viste illoyalitet

Ledelsen påbegyndte herefter undersøgelser, som viste, at salgschefen i første omgang havde købt den pågældende bil af en anden kunde. Denne kunde havde henvendt sig i udstillingen og spurgt om virksomheden var interesseret i at købe hendes bil. Dette havde salgschefen afslået, men tilbød samtidig, at hans mor gerne ville købe bilen. Det var den selv samme bil, som salgschefen blot få uger efter videresolgte til en anden af virksomhedens kunder.

Salgschefen blev på den baggrund bortvist med henvisning til illoyalitet.

Landsretten: Bortvisning i orden

Denne sanktion fandt Vestre Landsret var fuldt ud berettiget. Landsretten lagde afgørende vægt på, at det efter indholdet af salgschefens stilling måtte have stået ham klart, at en sådan disposition ikke var forenelig med hans stilling.

DI førte sagen for virksomheden.

DI's råd

Dommen viser, at selv medarbejder med lang anciennitet kan bortvises, når der kan føres bevis for, at medarbejderen har handlet illoyalt.

Som virksomhed skal man dog altid forud for en bortvisning sikre sig, at dokumentationen for ens påstande er i orden.

PUBLICERET: 23-06-2016 OPDATERET: 18-08-2017