På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.

Kunne ikke bevise uvidenhed

GRAVIDITET. Retten i Horsens har dømt en virksomhed til at betale seks måneders godtgørelse for at have opsagt en gravid medarbejder. Virksomheden formåede ikke at bevise, at opsigelsen skyldtes omstruktureringer og svigtende ordretilgang.

Objektiv begrundelse

En salgskoordinator i en virksomhed, der producerer døre, blev opsagt på grund af omstruktureringer og faldende ordretilgang på det tyske marked.

Til støtte for, at opsigelsen af medarbejderen var sagligt begrundet, og at beslutningen var truffet rettidigt tre uger inden medarbejderen blev opsagt, fremlagde virksomheden referater fra to bestyrelsesmøder.

Det første referat indikerede, at det tyske marked var under overvejelse, men at man havde forhåbninger til det på sigt. I det andet bestyrelsesreferat stod der, at det havde været nødvendigt at afskedige medarbejderen for virksomhedens fremtidige drift.

Virksomheden havde endvidere fremlagt dokumentation for ordrenedgang i månederne inden opsigelsen samt en opgørelse, der viste, at den tyske omsætning var faldet i forhold til året før.

Modstridende forklaringer i retten

Under vidneforklaringerne oplyste virksomheden, at den ikke var bekendt med, at medarbejderen var gravid på opsigelsestidspunktet, mens medarbejderen oplyste, at hun både ved modtagelsen af opsigelsen samt to dage forinden havde oplyst virksomheden, at hun var gravid og skulle til undersøgelser på hospitalet.

Bevisbyrden blev ikke løftet

Retten lagde vægt op, at ordretilgangen på det tyske marked var sæsonbestemt. Ordretilgangen ville derfor rette sig op igen. Desuden udgjorde det tyske marked kun en lille del af virksomhedens samlede omsætning, og dagen inden den gravide medarbejder blev opsagt, ansatte virksomheden en ny salgsmedarbejder.

På den baggrund var det ikke var bevist, at der var et grundlag for at afskedige medarbejderen på grundlag af svigtende ordretilgang på det tyske marked.

Retten mente, at den fremlagte dokumentation fra bestyrelsesmøderne ikke beviste, at beslutningen om at opsige medarbejderen blev taget før, de vidste noget om hendes graviditet.

Sammenlignet med kollegaer

Medarbejderen var del af en salgsafdeling, hvor de to øvrige medarbejdere udførte lignende arbejdsopgaver. Der var ingen saglig begrundelse for, at netop den gravide medarbejder skulle afskediges fremfor de andre.

Retten fandt således ikke, at virksomheden havde løftet bevisbyrden i henhold til ligebehandlingsloven og fastsatte godtgørelsen til seks måneders løn under hensyn til medarbejderens korte anciennitet og sagens omstændigheder i øvrigt.

DI førte sagen for virksomheden.

DI's råd
Afgørelsen er i tråd med tidligere sager om samme emne. Den understreger, at man som arbejdsgiver skal være tilbageholdende med at opsige gravide medarbejdere, ligesom man skal være forsigtig med at fastholde opsigelsen, hvis man bliver bekendt med graviditeten i opsigelsesperioden.

Nyheden er baseret på Retten i Horsens afgørelse i sag nr. BS-150-725/2016.

Ligebehandlingsloven:

§ 9, hvorefter en arbejdsgiver ikke må afskedige en medarbejder pga. graviditet, og

§ 16, stk. 4, hvor en medarbejders afskedigelse under graviditet skal godtgøre, at opsigelsen ikke er begrundet i graviditeten.

Vi benytter ikke din mailadresse til andet end dette nyhedsbrev. Du kan til enhver tid framelde dig igen her.
PUBLICERET: 18-04-2017 OPDATERET: 18-04-2017