På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.

Må man kalde medarbejdere på arbejde i deres ferie?

FERIE. Når ferien er fastlagt, kan den som udgangspunkt ikke flyttes eller aflyses. Det gælder både for virksomhed og medarbejdere.

Arbejde i ferien

Ferie, der er fastlagt, kan kun i helt ekstraordinære tilfælde flyttes eller aflyses, og kun hvis medarbejderen ikke har påbegyndt ferien. Det gælder både, når virksomheden holder kollektiv ferielukning, og hvis medarbejderne holder ferie individuelt.

Har virksomheden behov for, at en medarbejder skal komme på arbejde i hans eller hendes ferie, skal I aftale det med medarbejderen.

Hvis medarbejderen accepterer, skal virksomheden betale almindelig løn for den pågældende dag.

Der er ikke tale om overarbejde, da medarbejderen i stedet holder ferie på et andet tidspunkt.

Hvis ferien endnu ikke er påbegyndt

Hvis medarbejderen ikke har påbegyndt ferien, kan der være væsentlige, upåregnelige driftsmæssige hensyn, der gør det nødvendigt at ændre en ferie, som ellers er fastlagt.

Det er dog ikke en regel, som virksomhederne bruger særlig tit, og derfor findes der også meget få sager, der giver eksempler på, hvornår noget er en ”væsentlig, upåregnelig driftsmæssig” grund til, at ferien kan afbrydes.

Hvis virksomheden skal ændre på en medarbejders ferie, skal det typisk skyldes omstændigheder, som virksomheden ikke selv er herre over eller kunne forudse. Det kunne f.eks. være et akut nedbrud af en maskine, som er afgørende for virksomhedens produktion eller oversvømmelse som følge af skybrud. At virksomheden har ekstraordinært travlt eller har sagt ja til en stor ordre fra en kunde, vil ikke være tilstrækkeligt til at ændre medarbejdernes ferie.

Hvis virksomheden er i en situation, hvor det er berettiget at ændre medarbejderens ferie, har medarbejderen krav på at få dækket sit økonomiske tab ved at skulle udskyde sin ferie. Det kan f.eks. være en afbestillingsudgift. Men medarbejderen skal altså have lidt et økonomisk tab, før virksomheden er forpligtet til at betale noget.

Hvis medarbejderen har påbegyndt sin ferie

Hvis medarbejderen allerede har påbegyndt sin ferie, kan virksomheden ikke bede medarbejderen om at afbryde ferien og tage på arbejdet. Ligegyldigt hvad der sker.

Virksomheden bør dog huske, at medarbejderens ferie først begynder mandag morgen og ikke fredag eftermiddag. Hvis der sker noget i løbet af weekenden, som betyder, at virksomheden har ret til at ændre medarbejderens ferie jf. ovenfor, kan I altså godt kalde medarbejderen på arbejde.

Vi benytter ikke din mailadresse til andet end dette nyhedsbrev. Du kan til enhver tid framelde dig igen her.
PUBLICERET: 20-12-2016 OPDATERET: 14-09-2017