På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.

Samme regler for it-nedbrud og mangel på slagtesvin

KUTYME. Da et it-nedbrud ramte et slagteri, fik medarbejderne valget mellem at blive på arbejde og udføre forefaldende arbejde eller at tage fri uden løn. En faglig voldgift har nu fastslået, at det havde virksomheden lov til.

Produktionsstop efter it-nedbrud

En virksomhed i slagtebranchen blev ramt af et langvarigt produktionsstop som følge af et it-nedbrud. I lighed med langvarig fast praksis fik medarbejderne mulighed for at tage fri uden løn eller at blive på arbejde og løse diverse forefaldende opgaver til overenskomstmæssig løn.

Forbundet mente, at medarbejderne var blevet sendt hjem af virksomheden i forlængelse af produktionsstoppet og mente i øvrigt, at der var en kutyme for at give medarbejderne mulighed for at tage fri uden løn i tilfælde af mangel på slagtesvin. Medarbejderne havde derfor krav på løn den pågældende dag.

Akkordløn er udbredt

I slagtebranchen er det meget udbredt at anvende akkordaflønning. I tilfælde af produktionsstop stopper akkordbetalingen imidlertid, og medarbejderne overgår til overenskomstmæssig timeløn, hvilket indebærer en lavere aflønning til den enkelte medarbejder.

Kutymen gælder i hele slagtebranchen

Dommeren udtalte, at der er en generel kutyme i branchen, at virksomhederne kan give medarbejderne valget mellem at blive på virksomheden og udføre forefaldende arbejde til overenskomstmæssig timeløn eller at tage fri uden løn. Kutymen gælder både ved mangel på slagtesvin og i tilfælde af produktionsstop som følge af langvarige tekniske stop.

Virksomheden havde således ikke sendt medarbejderne hjem den pågældende dag. Det var frivilligt, at medarbejderne tog hjem, og derfor var det for deres egen regning.   

DI førte sagen for virksomheden. 

DI's råd

Kendelsen er vigtig for de danske slagterier, fordi produktionsstop ikke er ualmindelige i branchen.

Det vil imidlertid altid komme an på en konkret vurdering, om der foreligger en kutyme.

For at der er tale om en kutyme, skal en af parternes adfærd være almindeligt accepteret af den anden part igennem en længere periode.

PUBLICERET: 07-02-2017 OPDATERET: 20-02-2017