På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.

Gangtid til pauselokale var ikke arbejdstid

PAUSEREGLER. En faglig voldgift gav et busselskab medhold i, at gangtiden til og fra et pauselokale efter fast praksis ikke var arbejdstid efter Landsoverenskomsten for Rutebilskørsel.
Modelfoto: Colourbox

Uenighed om fortolkning

Ifølge Landsoverenskomsten for Rutebilkørsel har buschauffører ret til 25 minutters pause ved vagter på over fem timer, men det fremgår ikke af ordlyden, hvornår pausen starter og slutter.

Allerede i 2009 var overenskomstparterne uenige om pausens begyndelses- og sluttidspunkt. Forbundet mente, at gangtiden til og fra pauselokalet var arbejdstid, mens virksomheden mente, at pausen startede og sluttede ved bussen.

Forbundet trak sagen tilbage, fordi de ikke havde nok dokumentation, men tog forbehold for at rejse spørgsmålet igen.

Længere til pauselokalet

I 2014 rejste forbundet igen samme spørgsmål. Spørgsmålet var blevet aktualiseret af, at en busholdeplads var blevet udvidet, så der blev længere for chaufførerne at gå til pauselokalet.

Forbundet havde opmålt gangtiden fra bussen til pauselokalet til 2 minutter og 43 sekunder. Afstanden var dog afhængig af bussens placering og varierede mellem 150-200 meter.

Krav om buffertid

Forbundet påstod, at pausen først starter, når chaufføren ankommer til pauselokalet, og slutter, når han forlader det. Gangtiden til og fra pauselokalet er derimod arbejdstid.

Forbundet hævdede, at det er en forudsætning for overenskomsten, at der er en rekreativ minimumspause på mindst 25 minutter, og at arbejdsgiveren derfor skal tilrettelægge pauserne, så chaufførerne kan tilbringe den fulde pause i pauselokalet.

Ifølge forbundet havde der tidligere været luft i køreplanerne – såkaldt ”buffertid” - der skulle udligne forsinkelser, og som kunne bruges af chaufførerne til at pakke sammen og nå hen til pauselokalet. Men der er generelt blevet skåret i denne buffertid på grund af effektiviseringer, så det ikke længere var muligt.

Ikke obligatorisk at bruge pauselokalet

Virksomheden anførte, at arbejdstiden efter overenskomsten skal være effektiv, og at den traditionelle forståelse af en pause er et tidsrum, hvor arbejdet ophører for derefter at skulle genoptages.

Virksomheden anførte også, at det er fast praksis i branchen, at pausen starter og slutter ved bussen, og at forbundet havde været bekendt med dette i hvert fald siden den første sag i 2009.

Virksomheden pointerede også, at chaufførerne ikke har nogen pligt til at bruge pauselokalet, og at det stod dem frit for at opholde sig andetsteds i pausen.

Det, at chaufførerne skulle gå et lille stykke for at udnytte dette tilbud, indebar under alle omstændigheder ikke, at arbejdsophøret ikke havde karakter af en pause.

Virksomheden havde ikke selv lagt hverken gangtid til pause eller den påståede buffertid ind i vagtplanlægningen, men havde  tilrettelagt vagterne på baggrund af trafikselskabernes køreplaner.

Gangtid er ikke arbejdstid

Dommeren frifandt virksomheden og gav den medhold i, at gangtiden til pausen ikke var arbejdstid. Dommeren lagde vægt på, at det var fast praksis i busbranchen, at pausen starter og slutter ved bussen, og at der ved vagtplanlægningen ikke indlægges særlig gangtid til og fra pauselokalet 

Det harmonerede ifølge dommeren med en naturlig forståelse af, at en pause er en midlertidig afbrydelse af arbejdet og med det almindelige arbejdsretlige princip om, at arbejdstiden skal være effektiv, med mindre andet følger af lov eller aftale. 

Dommeren bemærkede også, at forbundet havde været bekendt med virksomhedens forståelse af reglerne i hvert fald siden 2009, uden at forbundet havde søgt afklaring af spørgsmålet.

Dommeren bemærkede afslutningsvis, det forhold, at der konkret kan være behov for indgåelse af en lokalaftale for at sikre, at der tages fornøden hensyn til chaufførerne ved planlægningen af pauserne, ikke i sig selv kunne føre til, at gangtiden til pauselokalet skulle anses for arbejdstid, som forbundet påstod.

DI repræsenterede virksomheden i sagen.

DI's råd

Sagen er et eksempel på fortolkning af pausebegrebet i en konkret overenskomst

I sagen konkluderede dommeren, at gangtiden til pauselokalet ikke var arbejdstid, men at pausen begyndte, når arbejdet ophørte, og ophørte, når arbejdet blev genoptaget.

Afgørelsen er både begrundet i den faste praksis i den konkrete branche, samt en ordlydsfortolkning af, hvad en pause er, og det almindelige princip om, at arbejdstiden skal være effektiv, med mindre andet følger af lov eller aftale. 

Kontakt DI, hvis der opstår tvivl om, hvorvidt et tidsrum - efter jeres overenskomst - skal regnes som betalt arbejdstid eller pause.

Nyheden er skrevet på grundlag af tilkendegivelse af 13. marts 2018 i faglig voldgiftssag (FV2016.0124).

Tvist om § 1, stk. 3, litra a, i Landsoverenskomst for Rutebilkørsel om, hvornår pauser påbegyndes og afsluttes.

Vi benytter ikke din mailadresse til andet end dette nyhedsbrev. Du kan til enhver tid framelde dig igen her.
PUBLICERET: 13-06-2018 OPDATERET: 12-06-2018