På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.

Skrivefejl gav ikke dobbelt bonus

BONUS. En virksomhed skulle kun udbetale den bonussats, som stod i ansættelseskontrakten, selv om den opsagte medarbejder havde fået et personligt scorecard, hvor der ved en fejl stod 20 pct. bonus i stedet for 10 pct. i bonus.

Scorecard udstedt to gange

Medarbejderen havde fået et personligt scorecard, hvor chefen ved en fejl havde skrevet en forkert bonussats. Ikke længe efter at have modtaget sit scorecard, gjorde medarbejderen chefen opmærksom på en anden fejl på kortet. Chefen rettede fejlen og gav medarbejderen et nyt scorecard, hvor der dog stadig stod den forkerte bonussats på 20 procent.

Da den opsagte medarbejder skulle have udbetalt sin bonus, fastholdt virksomheden, at der var tale om en fejl. Medarbejderen havde ikke krav på 20 pct. bonus, men kun på 10 pct., som det stod i hans ansættelseskontrakt.

Ingen god tro hos medarbejderen

På trods af fejlen på scorecardet blev virksomheden frifundet. Retten kom frem til, at parterne - hverken under lønforhandlingerne eller på noget andet tidspunkt - havde drøftet en ændring af bonusaftalen.

Retten mente heller ikke, at medarbejderen, alene ved at modtage sit scorecard, med rette kunne tro, at der var sket en så væsentlig ændring af hans aflønning i forhold til de tidligere år.

DI førte sagen for virksomheden.

DI's råd
Sagen viser, at en virksomhed godt kan rette op på fejl, hvis medarbejderen vidste eller burde vide, at der var tale om en fejl.

Nyheden er baseret på Retten i Hillerøds dom i sag nr. BS 99-816/2016

Se Aftalelovens § 32, hvor det fremgår ,at løftegiver ikke bliver bundet af fejlskrift, hvis løftemodtageren indså eller burde indse, at der var tale om en fejltagelse.

Vi benytter ikke din mailadresse til andet end dette nyhedsbrev. Du kan til enhver tid framelde dig igen her.
PUBLICERET: 07-02-2017 OPDATERET: 12-07-2017