På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.

Kun anciennitet fra den seneste vikarperiode tæller ved fastansættelse

VIKARER. En faglig voldgift har afgjort, at en vikar kun havde mulighed for at få overført anciennitet fra uafbrudt vikartilknytning. Virksomheden var berettiget til kun at beregne anciennitet fra seneste vikarperiode forud for fastansættelsen.

Vikarforløbet blev afbrudt

En virksomhed i vindmøllebranchen indgik i den 22. juni 2012 en aftale med et vikarbureau om at få udsendt en vikar til virksomhedens produktionsafdeling. Vikaren var herefter tilknyttet og udførte produktionsarbejde frem til 30. november 2013, hvor virksomheden afbrød vikariatet, fordi der ikke længere var opgaver til vikaren. Vikarbureauet opsagde på den baggrund vikaren. 

I december samme år opstod der et nyt behov for vikartilknytning i virksomheden, som indgik en ny aftale med vikarbureauet om at få den samme vikar, men til anden afdeling. Vikaren arbejdede i denne afdeling frem til februar 2015, hvorefter virksomheden fastansatte vikaren med anciennitet fra hans vikartilknytning tilbage fra den 10. december 2013.

Forbundet ville have mere

Efter fastansættelsen rejste vikarens fagforbund sag mod virksomheden og krævede, at han fik anciennitet fra den 22. juni 2010, hvor vikaren for første gang blev tilknyttet virksomheden. Ancienniteten skulle ifølge forbundet svare til al den tid, vikaren havde været tilknyttet virksomheden, altså fire år og syv måneder i alt ifølge Industriens Overenskomst.

Forbundets argument var, at der måtte finde akkumulering af anciennitet sted, når vikaren havde været tilknyttet flere gange, ellers havde virksomheden omgået overenskomsten.

Virksomheden mente derimod, at ancienniteten gjaldt fra den 10. december 2013, svarende til cirka et år og to måneder.

Sagen var således en tvist om fortolkningen af Industriens Overenskomst bilag 17 om vikarers overgang til fastansættelse i en brugervirksomhed.

Ingen arbejdsrelation

Dommeren kom frem til, at vikarens anciennitet blev optjent hos vikarbureauet. Den var derfor vindmøllevirksomheden uvedkommende. Det er et arbejdsretsligt princip, at der ikke består nogen arbejdsrelation mellem vikaren og brugervirksomheden.

Efter Industriens Overenskomst havde vikaren kun ret til at få overført anciennitet fra sin seneste vikartilknytning i virksomheden, hvilket i dette tilfælde var fra ansættelsen den 10. december 2013.

Virksomheden havde korrekt begrænset anciennitetsoverførslen fra vinteren 2013 og frem til fastansættelsen.

Virksomheden blev frifundet for fagforbundets krav.

DI førte sagen for virksomheden.

DI's råd

Afgørelsen er i tråd med tidligere sager om samme emne. Den understreger, at der ikke er nogen ansættelsesrelation mellem en brugervirksomhed og en vikarbureauvikar, så længe vikaren er udsendt af et vikarbureau.

Hvis I er i tvivl om, hvordan I skal beregne anciennitet eller andet i forbindelse med fastansættelse af en vikar, kan I kontakte DI.

Nyheden er baseret på Faglig Voldgift afgørelse i sag nr. FV 2017.0044

Industriens Overenskomst bilag 17 om regulering af vikarbureauer og vikarer på Industriens overenskomstområde.

Vi benytter ikke din mailadresse til andet end dette nyhedsbrev. Du kan til enhver tid framelde dig igen her.
PUBLICERET: 22-08-2017 OPDATERET: 22-08-2017