På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.

Fagretlig behandling

Fagretlige regler fastlægger, hvordan uoverensstemmelser mellem virksomheden og medarbejdere løses.

De fleste overenskomster indeholder regler om, hvordan en uoverensstemmelse skal løses. Fagretlige regler bruges, når der opstår uoverensstemmelser på arbejdspladsen. Det kan være fortolkning af overenskomsten, lønkrav eller lignende.

Sager om fortolkning af overenskomsten eller lokalaftaler behandles via de fagretlige regler, og de består af:

  • lokalforhandling
  • mæglingsmøde
  • organisationsmøde
  • faglig voldgift.

Hvis der ikke er fagretlige regler i overenskomsterne, så gælder i stedet Norm for Regler for Behandling af faglig Strid.

Sager, hvor forbundene påstår, at virksomheden har brudt overenskomsten, afgøres i Arbejdsretten.

Lokalforhandlingen bør løse de fleste sager

Den lokale forhandling foregår mellem virksomheden og tillidsrepræsentanten.

Alle typer uenigheder af faglig karakter bør løses ved lokale forhandlinger mellem virksomheden og tillidsrepræsentanten.

Når parterne har forhandlet, skriver virksomheden et referat af forhandlingen, som begge parter underskriver. Referatet bør indeholde følgende:

  • En beskrivelse af uenigheden 
  • Parternes synspunkter 
  • Resultatet af den lokale forhandling – om de er blevet enige eller ej.

Bliver parterne ikke enige ved den lokale forhandling, kan de videreføre sagen til et mæglingsmøde, hvor repræsentanter fra arbejdsgivers og medarbejders organisationer deltager. Referatet bruges i den videre sagsbehandling.

På mæglingsmødet træder overenskomstparterne til

Mæglingsmødet foregår på virksomheden adresse, og på mødet er repræsentanter for både virksomheden og medarbejderen til stede. Uenigheden drøftes på ny, og hvis der findes en løsning eller et forlig på mødet, er den fagretlige behandling slut.

Organisationsmødet holdes i København

Er der ikke på mæglingsmødet opnået enighed om en løsning, kan parterne gøre endnu et forsøg på dette på et organisationsmøde.

Organisationsmødet holdes i DI, og her forhandler en repræsentant fra DI og repræsentanter fra organisationerne sagen alene.

Organisationsrepræsentanterne er nye i forhold de repræsentanter, som deltog på mæglingsmødet. Disse nye repræsentanter fører forhandlingerne, og de øvrige "deltagere" møder ikke hinanden.

Virksomheden skal være repræsenteret ved en medarbejder, som har mandat til at forhandle på vegne af virksomheden. Derudover kan det være relevant, at andre fra virksomheden deltager, hvis de kan hjælpe med at oplyse sagen faktuelt.

Lykkes det ikke at blive enige, kan sagen indbringes for en faglig voldgift.

Faglig voldgift er sidste instans i den fagretlige behandling

Den faglige voldgift er en midlertidig retlig instans, hvor Arbejdsrettens formand har udpeget en formand, som har den afgørende stemme.

Parterne peger hver på to sidedommere, sædvanligvis eksperter og ledende medarbejdere i organisationerne.

Voldgiftsretten fungerer som en almindelig domstol, hvor hver part forbereder sig, udveksler processkrifter og holder retsmøder. Eventuelle vidner afgiver forklaringer, og en repræsentant fra hver organisation procederer sagen.

Voldgiftsretten afsiger kendelse i sagen på baggrund af det forelagte materiale og de afgivne vidneforklaringer. Der er ingen ankeinstans, og sagen kan derfor ikke appelleres.

Parterne er forpligtet til at efterleve voldgiftsrettens kendelse.

Forud for den faglige voldgift kan der afholdes et forhandlingsmøde, hvor parterne for tredje gang forsøger at løse sagen.

Medlem af DI? Brug vores standarder
DI har udarbejdet en skabelon til referat af lokal forhandling. I kan bruge vores standard som en huskeliste, og I skal nøje overveje behovet for de enkelte detaljer. Det er en god idé, at referatet f.eks. afspejler virksomhedens personalepolitik.

Er du medlem af DI, kan du downloade en skabelon til referat af lokal forhandling:

PUBLICERET: 29-08-2016 OPDATERET: 27-10-2017