Rådgivningspåbud

Rådgivningspåbud betyder, at virksomheden skal løse påbuddet med hjælp fra en autoriseret arbejdsmiljørådgiver.

Der kan gives tre typer af rådgivningspåbud.

Rådgivningspåbud om komplekse og alvorlige arbejdsmiljøproblemer:

En virksomhed kan få et rådgivningspåbud, hvis den har en eller flere komplekse og alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljøreglerne.

Rådgivningspåbud om mange arbejdsmiljøproblemer:

En virksomhed kan få et rådgivningspåbud, hvis den har fem eller flere overtrædelser af arbejdsmiljøreglerne i den samme produktionsenhed.

Rådgivningspåbud om gentagne arbejdsmiljøproblemer:

En virksomhed (juridisk enhed) kan få et rådgivningspåbud, hvis den inden for en periode har fået 15 eller flere afgørelser om overtrædelser af arbejdsmiljøreglerne.

Der er tre betingelser, som skal være opfyldt for, at virksomheden får et rådgivningspåbud:

  • Overtrædelserne skal være konstateret i mindst to produktionsenheder under den samme juridiske enhed. 
  • Overtrædelserne skal være konstateret inden for en periode på mellem 6 og 12 måneders varighed. 
  • Overtrædelserne skal dreje sig om samme emne, for eksempel støj eller ergonomi.

Rådgivningspåbud om undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø:

Hvis Arbejdstilsynet har en begrundet mistanke om, at der er konkret et problem med det psykiske arbejdsmiljø, men ikke kan bevise det, kan tilsynet stille krav om, at virksomheden får undersøgt det konkrete problem af en autoriseret arbejdsmiljørådgiver.

Arbejdsmiljørådgiverens opgaver:

Ved rådgivningspåbud om komplekse og alvorlige arbejdsmiljøproblemer og ved rådgivningspåbud om mange arbejdsmiljøproblemer er rådgiverens opgave blandt andet at hjælpe virksomheden med at løse det eller de konkrete arbejdsmiljøproblemer, der har udløst rådgivningspåbuddet.

Rådgiveren skal endvidere hjælpe virksomheden med at styrke det forebyggende arbejdsmiljøarbejde og med at forebygge, at arbejdsmiljøproblemerne gentager sig. Løsningen af de konkrete arbejdsmiljøproblemer skal derfor indarbejdes i virksomhedens arbejdspladsvurdering (APV).

Ved rådgivningspåbud om gentagne arbejdsmiljøproblemer skal arbejdsmiljørådgiveren hjælpe virksomheden (den juridiske enhed) med at kortlægge sikkerhedsorganisationens arbejde og med at fastsætte arbejdsgange og rutiner for sikkerhedsorganisationen. Formålet er at gøre sikkerhedsorganisationen i stand til at tager initiativer, der sikrer, at ensartede arbejdsmiljøproblemer løses på tværs af produktionsenhederne.

Kontakt image
Konsulent
Tlf: +45 3377 3086
Mobil: +45 2341 8530
E-mail: teaadi.dk