Svært at efterleve CSR-krav ved udbud

Mange virksomheder bliver mødt med etiske krav, når de byder på offentlige indkøb. Men krav til forholdene hos virksomhedens underleverandører kan være nærmest umulige at leve op til.

CSR er blevet hverdag for mange danske virksomheder, som arbejder strategisk med at kunne leve op til etiske og miljømæssige krav fra deres kunder. Også offentlige kunder stiller i stigende grad CSR-krav til de private leverandører.

Men nogle krav kan være svære, endsige umulige at efterleve. For hvordan får virksomheden eksempelvis indblik i arbejdsforholdene hos sine underleverandører i 3., 4. eller 5. led? Den problemstilling har Telenor haft tæt inde på livet.

– Vi oplevede problemet i forbindelse med en rapport, som hævdede, at metaller som tin og kobolt blev smuglet ud fra miner i det østlige Congo, smeltet sammen med metaller i Kina – og siden hen endte i batterierne i de mobiltelefoner, vi som teleoperatør køber fra vores leverandører, fortæller kommunikationschef Christian Wulff Søndergaard fra Telenor.

I princippet kunne tilstedeværelsen af metallerne være i strid med den kontrakt, som Telenor har indgået med Økonomistyrelsen som leverandør til staten. Kontrakten indeholder nemlig en generel bestemmelse, som stiller virksomheden til ansvar for dens underleverandører. Telenor oplevede dog en god dialog med styrelsen.

– Vi var ude og undersøge, om der overhovedet findes telefoner, som ikke indeholder de her metaller. Og det gjorde der faktisk ikke. På den baggrund havde vi en konstruktiv dialog med Økonomistyrelsen, som jo selv stod i den situation, at der ikke var en anden operatør, som kunne levere telefoner uden disse metaller, siger Christian Wulff Søndergaard.


Bogmærk og publicer

Download

hele artiklen sat grafisk op i avisformat: