Elektrificering af jernbanen er rette vej frem

Der er indgået aftale om at elektrificere jernbanen, så der kan køre eltog mellem København og Esbjerg. DI Transport glæder sig over aftalen, der på sigt kan gøre noget ved den store mangel på tog.

Regeringen og oppositionen har indgået en aftale om at elektrificere jernbanen mellem Lunderskov og Esbjerg senest i 2015, oplyser transportminister Henrik Dam Kristensen. I DI Transport er branchedirektør Michael Svane ganske godt tilfredst med aftalen.

- Det er en aftale, der sætter gang i elektrificeringen af jernbanen og kan dermed på sigt være med til at løse den anstrengte materielsituation på jernbanen, mener branchedirektøren.

Fremtidssikre jernbanen

Prisen er 1,2 milliarder kroner. Og aftalen betyder, at der vil kunne køre eltog fra København til Esbjerg.

- Beløbet politikerne har fundet frem til er jo sket trods knappe økonomiske ressourcer. Uanset hvad vil det bidrage til at fremtidssikre jernbanen, forudsiger Michael Svane.

Reducerer CO2-udslip

Regeringen offentliggjorde i november en analyse, som viser, at det vil være en klog investering at omdanne det danske jernbanenet fra at være dieseldrevet til udelukkende at bruge strøm.

Der er særligt fire strækninger, hvor investeringen er økonomisk fornuftig, heriblandt strækningen mellem Esbjerg og København.
Det vil samtidig også reducere Danmarks samlede CO2-udslip.

PUBLICERET: 09-02-2012 OPDATERET: 09-02-2012