Over de seneste to år har antallet af initiativrige iværksættere ligget stabilt på knap en snes tusinde.
- Der er tale om iværksættere med et vist vovemod, for der er ingen tvivl om, at finansieringssituationen stadig er vanskelig, og at markederne jo stadig er svære at nå ud til i lyset af krisen. Det vil sagtens kunne holde mange iværksættere fra at starte sin egen virksomhed, fortæller DI’s chefkonsulent Sune K. Jensen.
Holdbare iværksættere
Til gengæld vurderer han, at det netop er sådanne iværksættere, der vover skindet midt i en krisetid, som kan vise sig at være holdbare.
- Historien viser, at det i høj grad er blandt de iværksættere, som starter i krisetid, at vi finder vækstvirksomheder. De har nemlig med deres forretningskoncept vist sig i stand til at tjene penge under selv vanskelige forhold, slår chefkonsulenten fast.
Penge til velfærdsydelserne
Han peger på det vigtige i, at der i Danmark til enhver tid er mange, der tør binde an med at starte ny virksomhed op.
- For uden nye virksomheder og løbende fornyelse og innovation bliver skattegrundlaget mindre, og i sidste ende vil der dermed blive færre penge til velfærdsydelserne, forklarer Sune K. Jensen.
I 2011 startede 17.983 iværksættere deres egen virksomhed. Året før, i 2010, lå antallet på 18.047 nye iværksættere og i 2009 var det lidt færre, nemlig 17.016 nye iværksættere.