Mere åbenhed om de knap 15 milliarder kroner, der udgør Danmarks ulandsbistand, er målet. Og for at nå dertil mener udviklingsminister Christian Friis Bach, at LO, Dansk Industri, landbruget og bistandsorganisationerne ikke længere skal have direkte indflydelse på fordelingen den danske hjælp. Men DI ser ikke et modsætningsforhold mellem åbenhed og blandt andre DI’s deltagelse i styrelsen.
Åben for dialog
- Vi bidrager gerne til en dialog om, hvordan åbenheden om Styrelsens arbejde kan øges, og Styrelsens arbejde kan desuden med fordel udvides til at omfatte øget dialog med udviklingsministeren og Folketingets Udenrigsudvalg, forklarer DI’s direktør Lars B. Goldschmidt.
Han mener, at Styrelsen bør blive i sin nuværende form, fordi den i høj grad understøtter den folkelige forankring af bistanden. Hvis regeringen alligevel vælger at nedlægge Styrelsen, er det vigtigt at det nye Forum for Udviklingspolitik får den fornødne vægt og adgang til den konkrete sagsbehandling.
- Hvis man fortsat ønsker et bredt samfundsmæssigt engagement om bistanden, så skal det nye Udviklingspolitisk Forum også være forbundet med en vis forpligtelse – både for repræsentanterne og for Danida, mener DI’s direktør.
Organisationer uden indflydelse
Men udviklingsminister Christian Friis Bach foreslår altså, at Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde skal nedlægges. Det er her, organisationerne i årtier har været med til at sagsbehandle projekter og programmer.
I stedet skal der ifølge ministeren oprettes en bevillingskomité bestående af embedsmænd fra Udenrigsministeriet samt op til fire eksterne og uafhængige eksperter fra universiteterne. Diverse organisationer vil få plads i et nyt Udviklingspolitisk Forum - uden indflydelse på konkrete bistandsprogrammer.
Foretrækker reform
DI’s direktør foretrækker derimod en reform af Rådet for internationalt udviklingssamarbejde.
- Det skal være med det formål at sikre en udvidet debat om dansk udviklingssamarbejde. Debatten og den folkelige forankring kan desuden styrkes gennem etablering af tematiske grupper eller netværk, forklarer Lars B. Goldschmidt.
I det daglige samarbejder DI med erhvervsorganisationer fra en lang række udviklingslande. På baggrund af dialogen med det lokale erhvervsliv i udviklingslandene og danske virksomheders engagement i de lande, er DI engageret i den udviklingspolitiske debat i Danmark, EU og globalt. DI arbejder for at sætte fokus på behovet for at skabe vækst og beskæftigelse af høj kvalitet gennem udviklingssamarbejdet.