Det høje danske omkostningsniveau stiller store krav til produktivitetsudviklingen samtidig med, at det danske skattesystem gør det svært for virksomhederne at tiltrække nye investeringer og belønne deres medarbejdere for at være innovative og yde en ekstra indsats.
Danmark ligger på en 30. plads og tilhører dermed fortsat bunden
blandt OECD-landene i forhold til omkostninger og skat.
Mexico indtager i år førstepladsen på området for omkostninger og skat. Landets placering dækker over et lavt omkostningsniveau pr. time for industriarbejdere samt et generelt lavt skattetryk og erhvervsvenlige miljøafgifter.
Slovakiet kommer ind på andenpladsen. Landet er begunstiget af en lav flad skat på personskatteområdet samt en konkurrencedygtig selskabsskat både nominelt, og når der tages hensyn til hvor stor en del af overskuddet som beskattes; den faktiske selskabsskatteprocent.
Danmark har fortsat mange udfordringer i forhold til omkostninger og skat. Vi har verdens højeste skattetryk, og selvom skattereformen, der trådte i kraft i 2010, trækker i den rigtige retning, så er det langtfra tilstrækkeligt til at bringe os i en konkurrencedygtig position på personskatten. Samtidig bliver vores selskabsskat støt og roligt mindre konkurrencedygtig i takt med lettelser i landene omkring os. Dertil kommer et lønniveau i den absolut dyre ende kombineret med et højt afgiftsniveau.