Der er vækst at hente på udenlandske netmarkeder

Hvis danske handelsvirksomheder, der driver e-handel, slår igennem i udlandet, vil kundegrundlaget potentielt være 100 gange større. Men det kniber med at udnytte muligheden.

En fjerdedel af de danske forbrugeres netkøb foretages på udenlandske hjemmesider. Desværre er der langt færre udlændinge, der køber på danske hjemmesider.

Det betyder, at de danske handelsvirksomheder, der driver e-handel, risikerer at tabe markedsandele i takt med, at flere køb sker hos de udenlandske konkurrenter på nettet, forklarer konsulent i DI Handel, Andreas Kaus Jensen.

– Udlandet får del i det danske marked på grund af de dygtige og velvillige danske forbrugere, mens de danske virksomheder ikke får glæde af det store europæiske marked, fordi forbrugerne her er for tilbageholdende, siger han.

Ens og gennemskuelige regler

Det er derfor vigtigt, at der blandt andet findes ens og gennemskuelige regler, der sikrer, at virksomheder og forbrugere kan handle trygt i alle EU-lande. Men omvendt skal lovgivningen bygge på en balance mellem forbrugerhensyn og hensyn til virksomhederne. Og det er desværre ikke lykkedes med Forbrugerrettighedsdirektivet, der både indeholder godt og skidt.

Harmonisering af afgifter

Andreas Kaus Jensen, DI Handel, peger på, at der stadig er brug for at se på mere harmonisering inden for blandt andet afgiftsområdet. Til gengæld er der også områder, hvor det bør være op til virksomheden at vurdere, hvad der er bedst for dem.
– Det skal være op til den enkelte virksomhed at vælge land og sprog, når varer eller serviceydelser sælges. Det er ikke EU’s opgave at lovgive om sproglige eller kulturelle forhold, mener Andreas Kaus Jensen.

Lokal tilstedeværelse er afgørende

Han fortæller desuden, at hvis de danske virksomheder skal udnytte det indre markeds potentiale, bør de overveje at satse mere på nicheprodukter, bekvemmelighed og større kundekendskab som salgsparametre over for forbrugerne. Desuden er lokal tilstedeværelse altafgørende for succes på andre europæiske markeder. Og hvis virksomhederne udelukkende satser på prisen, er det meget svært at konkurrere med de store europæiske markeder.

PUBLICERET: 01-12-2011 OPDATERET: 07-12-2011