Canada er den niende største økonomi i verden og antageligt den stærkeste og sundeste økonomi blandt G8-landene. En stærk og åben økonomi er dog ikke den eneste grund til at danske virksomheder bør overveje at gøre forretning på tværs af Atlanten:
- Canada er et lettilgængeligt marked, som minder meget om de skandinaviske markeder. Desuden taler alle engelsk, hvilket mindsker kommunikationsvanskeligheder, og gør det nemmere at gøre forretning i landet, siger chefkonsulent i DI, Marit Hvithamar.
Ifølge DI’s globaliseringsredegørelse er Canada endvidere et af de førende OECD-lande, når det kommer til virkelyst og iværksætteri. I Canada kan man hurtigt starte en ny virksomhed op, og bliver man ramt af en konkurs, er det nemt at komme i gang igen.
Danmark i Canada
– Til trods for at Danmark allerede har en forholdsvis stor markedsandel i Canada, er der stadig et kæmpe uudnyttet potentiale. Den canadiske befolkning er veluddannet og lønniveauet lavere end i Danmark. Desuden betyder landets geografiske placering, at det kan fungere som en indgang til det amerikanske marked, fortæller Marit Hvithamar.
På det seneste er eksporten af medicinal og farmaceutiske produkter vokset kraftigt og udgør nu den største del af dansk eksport til Canada. Desuden giver en stigende efterspørgsel for cleantech produkter gode muligheder for danske virksomheder, som ønsker at eksportere bæredygtige løsninger til det nordamerikanske marked.
Frihandelsaftale
Forhandlingerne mellem EU og Canada om en omfattende frihandelsaftale - Comprehensive Economic Trade Agreement (CETA)- er ved at bevæge sig ind i en afgørende fase og forventes at blive underskrevet i løbet af 2012.
- En ambitiøs aftale mellem EU og Canada kan klart styrke danske virksomheders afsætningsmuligheder på det canadiske marked, siger afsætningspolitisk chef i DI, Peter Thagesen.