Potentiale i den sydamerikanske repræsentant i OECD

Chiles optagelse i OECD i 2009, som det første land i Sydamerika, markerer en milepæl i landets positive økonomiske og demokratiske udvikling.
Billedet er taget i centrum af Hovedstaden Santiago. Foto: Ronja Rhinstrøm Nielsen

Stigende økonomisk og politisk stabilitet

Chile blev i 2009, som det første sydamerikanske land, medlem af OECD. Medlemskabet vidner om fremgang i landet, og at det efterhånden er stabilt både økonomisk og politisk.
Demokratiske ændringer i Grundloven i 2005, herunder afskaffelsen af senatorer valgt på livstid og et demokratisk valg af en præsident fra højrefløjen, har bestemt været med til at demonstrere politisk stabilitet, men også økonomien viser gode takter.

Chile var i en årrække en af de mest stabile økonomier i Sydamerika. Efter et kort dyk i væksten i 2009 på 1,5%, var Chile allerede året efter oppe på en positiv vækst på 5,2%. I 2011 forventes væksten at fortsætte uændret. I 2007 og 2008 var inflationen relativt høj på 7-8%, over Centralbankens målsætning om at holde den inden for 2-4 %, men allerede i 2010 var inflationen faldet og nede på 3%. De næste år forventes at inflationen at kunne holdes inden for det spænd.

En kombination af vækst i økonomien, en stabil politisk situation og gennemtænkte reformer har samlet set bidraget til at mindske den økonomiske ulighed blandt befolkningen og sikret en større stabilitet i landet, men det skaber også en række muligheder for danske virksomheder, der ønsker at få bedre fodfæste i en region i vækst.

Mange frihandelsaftaler og lav korruption

Chile er en ivrig tilhænger af markedsøkonomi, internationalt samarbejde gennem WTO og er et af de lande, der har underskrevet flest frihandelsaftaler. Chile har blandt andet en associeringsaftale med EU, der omfatter et politisk, økonomisk, uddannelsesmæssigt og teknologisk samarbejde, samt en frihandelsaftale. Aftalen trådte i kraft i begyndelsen af 2003 og har betydet en markant forøgelse af kommercielle og politiske forbindelser mellem Chile og EU’s medlemslande. Aftalen giver danske virksomheder god mulighed for at trænge ind på det chilenske marked. Chile har også frihandelsaftaler med bl.a. Kina fra 2006, Sydkorea fra 2002, USA fra 2004, og flere til. Chile er desuden med i en række regionale samarbejder, de er blandt andet associeret medlem af handelsblokken MERCOSUR og er medlem af APEC (Asia-Pacific Economic Cooperation), m.fl.

Med en placering som nummer 39 ud af i alt 183 markeder på Verdensbankens Ease of Doing Business Index 2011, ligger Chile foran samtlige andre lande i Latinamerika samt flere europæiske lande, bl.a. Spanien, Luxembourg og Italien. Desuden er arbejdsløsheden i Chile faldende og lå i slutningen af 2010 på 7,6%. Korruptionen i Chile er også relativt begrænset. Chile ligger på en 22. plads i Transparency Internationals indeks over korruption i 183 lande, hvilket giver Chile en førerposition foran bl.a. Frankrig og Spanien der henholdsvis ligger på en 25. og 31. plads.

Landet er kort sagt i rivende udvikling, og det er bestemt et lovende marked at bevæge sig ind på.

Vil du høre mere om din virksomheds muligheder på det chilenske marked, så kontakt:
Kontakt image
Chefkonsulent
Tlf: +45 3377 3755
Mobil: +45 2124 4272
E-mail: maahdi.dk
PUBLICERET: 31-01-2012 OPDATERET: 08-02-2012