Muligheder på et uventet marked
Alle fem repræsenterede markeder har bestemt noget at byde på – også Grækenland. Selvom det måske er de færreste der regner med, at der er meget at komme efter, deres økonomiske situation taget i betragtning, giver det kommende privatiseringsprogram muligheder for danske virksomheder. Især på energiområdet. Men programmet giver også investeringsmuligheder inden for en række andre sektorer, som vandforsyning, havne, regionale lufthavne og telekommunikation.
Rumænien, Bulgarien og Israel har alle tre haft en pæn BNP-vækst i 2011; Rumænien: 1,9%, Israel: 4,8% og Bulgarien: 1,8%, og man forventer fortsat en stabil vækst i landene. Rumænien har haft nogle trange år, men økonomien i landet begynder nu så småt at bevæge sig i den rigtige retning igen. Landet har lave lønninger, en veluddannet arbejdsstyrke, samt juridiske forhold, der ligner EU’s. Israel er nr. to i verden inden for iværksætteri og har stort fokus på forskning og udvikling.
Outsourcing og afsætning i Tyrkiet
Tyrkiet er som anden bølge vækstland også et oplagt marked at gøre forretning i for danske virksomheder, der søger nye markedsmuligheder, mener Ruben Madsen, dansk ambassadør i Tyrkiet, som også deltog ved seminaret.
Tyrkiet har bl.a. en frihandelsaftale med EU og man kan nå frem på blot tre timer i fly. Landet byder desuden på lave lønninger, en veluddannet arbejdsstyrke og en avanceret industrisektor, der giver gode muligheder for outsourcing. Derudover har Tyrkiet en høj vækstrate og er i dag verdens 17. største økonomi. Desuden er der et stort antal indbyggere og en voksende middelklasse, samtidig med at behovet for maskiner og energieffektive løsninger er stort.
Erhvervsdelegation til Tyrkiet
DI har, igennem det sidste år, arbejdet på at styrke de kommercielle bånd mellem Tyrkiet og Danmark. Udover seminaret i midten af januar i år, inviterede vi i 2011 blandt andet til et rundbordsmøde med den tyrkiske finansminister samt en stor tyrkisk erhvervsdelegation.
DI vil fortsat arbejde på at fremme samhandlen mellem Danmark og Tyrkiet i 2012. Til marts tager finans- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr til Tyrkiet i spidsen for en dansk erhvervsdelegation. Besøget har til formål at udnytte det momentum, vi ser i Mellemøsten på nuværende tidspunkt, samt øge samhandlen mellem Danmark og Tyrkiet. Læs mere om delegationen, når vi nærmer os afgang.