Industriens Hus får integreret solafskærmning og solceller

Det store atrium-tag i det nye Industriens Hus er vendt mod sydvest, og derfor er der meget solindfald.

Med det nye atriumtag har der været et behov for at skabe en god balance mellem lysindfald og opvarmning, samtidig med at der skulle være en fornuftig grad af udsyn igennem tagfladen. 

Praktik, komfort og arkitektur i samme løsning

”Under hele processen har det været vigtigt, at atriet bliver et behageligt rum, som man kan opholde sig i, og derfor er indeklimaet vægtet højt, samtidig med at der også har været ønske om et glastag som arkitektonisk giver den bedste oplevelse”, fortæller Projektchef Anne G. Jensen.

Dette har gjort, at den valgte løsning er moderne og lys- og energieffektiv. ”Vi har valgt MicroShadeTM solafskærmning i gavl og atriumtag, som er den ny generation af moderne, energieffektive facade- og tag glasløsninger til fremtidens byggeri er. Her er ruder med integrerede mikro-lameller, der effektivt holder varmen ude, men tillader arbejdsvenligt lysindfald dagen igennem”, konstaterer Anne G. Jensen.

Ny teknologi basis for tag-løsningen

Oprindeligt skulle der have været silketryk på glasset samtidig med, at der skulle være en mekanisk solafskærmningsdug.  Problemet med denne løsning var, at dugen i størstedelen af tiden ville være i brug og så vil et glastag ikke komme til sin ret. Da indeklimakravene blev fastholdt skulle løsningen findes med ny teknologi. ”Fordelen med den integrerede løsning er, at vi ikke skal bruge unødig drift og strøm på en mekanisk dug”, siger Anne G. Jensen.

Atrium glastag med indbyggede solceller

Foruden glasfelterne med integrerede solafskærmning har trekantglasfelterne, som opstår ved etagespringene, indbyggede solceller. ”Disse felter har den bedste placering for solceller, da solindfaldet her er størst, og pga. indeklimaet skal felterne været meget lukkede for at undgå for meget solindfald og varme”, siger Anne G. Jensen og fortsætter, ”det har været vigtigt for os, at bibeholde den arkitektoniske helhed i taget og ideen med solceller i disse felter har vi fundet som ideelt .”

Microshade lig med Intelligent Teknologi

MicroShade™ er opbygget med en patenteret mikro-lamelstruktur og består af mange små lameller som er vinklet på en sådan måde, at en væsentlig del af det direkte sollys afskærmes samtidig med at der er udsyn gennem den afskærmede rude. Mikro lamellerne er så små, at de ikke ses med det blotte øje selv på små afstande.

MicroShade™ teknologien er en progressiv afskærmning, der er konstrueret så der opnås størst effekt når behovet er størst. Ved at mindske solens opvarmning af bygningen markant, skaber den kraftigt solafskærmende termorude et tempereret og behageligt indeklima året rundt. MicroShade™ skal hverken betjenes, serviceres eller vedligeholdes.

PUBLICERET: 08-02-2012 OPDATERET: 02-05-2012