Få en bedre kreditvurdering

Føler du dig ordentlig klædt på inden samtalen med banken? DI og Finansrådet har i fællesskab udarbejdet en tjekliste med 10 punkter, som du kan tage udgangspunkt i eksempelvis i forbindelse med en drøftelse af virksomhedens økonomi med virksomhedens bestyrelse, bank og/eller revisor.

De 10 punkter fokuserer på de områder, som bankerne primært kigger på, når de kreditvurderer din virksomhed. Tjeklisten er udformet som en række spørgsmål, som skal hjælpe dig med at få et overblik over virksomhedens kreditværdighed.

Tjeklisten skal give dig mulighed for at agere proaktivt og populært sagt sikre, at du ringer til revisoren eller banken, før banken ringer til dig.

Men tjeklisten kan også bruges til at give dig og/eller din bestyrelse overblik over virksomhedens økonomi, likviditet og finansieringsbehov på kort og lang sigt. Og dermed give inspiration til, hvorledes din virksomhed skal agere i et marked, som har ændret sig markant det sidste års tid. De 10 punkter er:

TJEKLISTE
  • Indtjening
    Har virksomheden de rigtige produkter og services på hylderne?
  • Omkostningerne
    Har du styr på virksomhedens omkostningsniveau?
  • Kompetencerne
    Har du et overblik over, hvilke kompetencer der er behov for i dit ledelsesteam, i din bestyrelse og blandt dine medarbejdere?
  • Professionel bestyrelse
    Har virksomheden nogle stærke sparringspartnere, enten i en bestyrelse eller på anden vis tilknyttet virksomheden?
  • Økonomistyring
    Er der opbygget en procedure for løbende rapportering til ledelsen?
  • Likviditet
    Har din virksomhed styr på hvor i virksomheden, at pengene er bundet?
  • Finansiering
    Har du styr på finansiering af virksomhedens aktiviteter?
  • Risikostyring
    Har du styr på de risici, som virksomheden løber i de daglige transaktioner?
  • Kontakt til bank, revisor og andre rådgivere
    Får virksomheden den rigtige rådgivning af de rigtige rådgivere?
  • Fremtidsudsigt
    Hvordan ser du virksomhedens muligheder på kort, mellemlang og lang sigt?
Kom videre

Er der et eller flere af disse punkter, som du er usikker på, så kan det være en god idé eksempelvis i samarbejde med din revisor eller en anden privat rådgiver at se på området, og opbygge en procedure, hvor der løbende bliver rapporteret til ledelsen og bestyrelsen.

Samtidig bør du holde banken løbende opdateret om såvel positive som negative informationer. Der bør være lige så stor fokus på det fremadrettede (nye kunder, leverandører, ordrer, konkurrenter mv.) som det bagudrettede (regnskaber, overholdelse af budgetter mv.) så banken hele tiden kender virksomhedens udvikling og muligheder.

Tjeklisten er udarbejdet af DI og Finansrådet i fællesskab.

Styrk likviditeten
DI har sammen med Danske Bank udarbejdet nogle råd til, hvordan du kan få frigjort likviditet i din virksomhed.
PUBLICERET: 31-03-2009 OPDATERET: 29-11-2011