Forlig om nye overenskomster på industriens område

CO-industri og DI nåede natten til mandag til enighed om en aftale om nye overenskomster på industriens område. De nye overenskomster blev indgået efter et vanskeligt forhandlingsforløb, som blev påbegyndt den 6. januar og undervejs måtte afbrydes.

Aftalen omfatter cirka 240.000 medarbejdere på Industriens Overenskomst og Industriens Funktionæroverenskomst. Overenskomsterne løber frem til 1. marts 2012.

- Det er positivt, at det lykkedes os at nå til enighed om fornyelse af industriens overenskomster. Indholdet i den to-årige aftale afspejler den usædvanligt vanskelige situation, som danske virksomheder befinder sig i netop nu. De nye overenskomster giver virksomhederne et godt grundlag for at få del i det økonomiske opsving, når konjunkturerne vender, siger adm. direktør Hans Skov Christensen, DI.

- For os har det været afgørende at nå en aftale, der styrker vores medlemmers konkurrenceevne gennem en forsvarlig omkostningsudvikling. Det mål har vi nu skabt rammerne for, at virksomhederne kan nå, tilføjer DI’s adm. direktør.

- Forliget afspejler samtidig en forståelse mellem lønmodtagerne og os om vigtigheden af fortsat at have fremstillingsvirksomheder i Danmark. Med en fornuftig omkostningsudvikling over de næste to år kan aftalen skabe mulighed for, at virksomhederne kan genvinde vækst og dermed skabe nye arbejdspladser i Danmark, siger Hans Skov Christensen.

Hovedelementerne

Hovedelementerne i en ny aftale mellem CO-industri og DI om en ny toårig overenskomst gældende fra 1. marts 2010 til 1. marts 2012:

  • I forbindelse med afskedigelser indføres der per 1. maj 2010 fratrædelsesgodtgørelse. Fratrædelsesgodtgørelsen udgør forskellen mellem dagpenge og lønnen med fradrag af 15 procent. Denne godtgørelse udbetales for en måned efter 3 års ansættelse, efter 6 års ansættelse udbetales dobbelt fratrædelsesgodtgørelse og efter 8 år tredobbelt fratrædelsesgodtgørelse.
  • Varsling af feriefridage ændres således, at feriefridage ikke kan varsles til afholdelse i en opsigelsesperiode, når opsigelsen sker fra arbejdsgiverens side.
  • Mindstebetaling, der i dag udgør 103,15 kr., forhøjes per 1. marts 2010 med kr. 1,10, og per 1. marts 2011 med kr. 1,75.
  • Genetillæg reguleres med 1,5 procent per 1 marts 2010 og med 2 procent per 1. marts 2011.
  • Lærlinge– og elevsatser reguleres per 1. marts 2010 med 2 procent og per 1. marts 2011 med 2,5 procent.
  • Lærlinge og elever, der ikke allerede er omfattet af pensions- eller forsikringsordninger, vil fremover have krav på invalidepension, invalidesum, forsikring ved kritisk sygdom og død.
  • Per 1. marts 2011 skal der indbetales til pension efter 2 måneders ansættelse mod hidtil 9 måneder.
  • Per 1. marts 2011 udvides perioden med betalt forældreorlov med 1 uge til moderen og 1 uge til faderen.
  • Genetillæg i forbindelse med natarbejde kan konverteres til fridage.
  • Medarbejdere beskæftiget på natarbejde skal tilbydes gratis helbredskontrol, inden de begynder på natarbejde og herefter regelmæssigt med et tidsrum på højest 2 år.
  • Grundlovsdag er fremover en fridag for funktionærer i lighed med, hvad der hidtil har været gældende for timelønnede.
  • Parterne er enige om at nedsætte et Ligelønsnævn til behandling af klager over brud på love og regler om ligeløn.

Bogmærk og publicer

Download

gratis billeder fra OK-forhandlingerne(Find billede og klik på "All sizes"):

Se præsentationen af Industriforliget

DI præsenterer forliget om industriens overenskomster på en række møder rundt i landet. Se slideshowet fra møderne: