Der mangler vækstinitiativer

Regeringen har nu fremlagt sit lovprogram for indeværende folketingssamling. Lovprogrammet udmønter en række af forslagene i regeringsgrundlaget og en række forslag, der følger op på aftalerne om finansloven for 2012.

- Overordnet vurderet er det meget få dele af de vækstfremmende elementer fra regeringsgrundlaget, som regeringen planlægger at udmønte i indeværende samling. Lovprogrammet afspejler derfor ikke i tilstrækkeligt omfang den alvorlige økonomiske situation, som Danmark står i. Vi har tabt 175.000 private arbejdspladser og har udsigt til langvarig økonomisk lavvækst, siger DI’s adm. direktør Karsten Dybvad.

- Når der ikke lægges op til reformer i lovprogrammet, har vi derfor en forventning om, at regeringen i løbet af denne samling spiller ud med en række konkrete initiativer, der viser, hvordan de varslede reformer kunne udmøntes, siger Karsten Dybvad.

DI finder det positivt, at lovprogrammet indeholder et forslag om at indføre et nyt udgiftspolitisk styringssystem for den offentlige sektor. Der sigtes mod at lave udgiftslofter og sanktioner ved manglende overholdelse af de enkelte udgiftslofter.

- Med de voldsomme underskud og den aktuelle store usikkerhed omkring de europæiske landes økonomi er det helt afgørende, at Danmark får genoprettet balancen på de offentlige budgetter, siger Karsten Dybvad.

Sæt vækst i produktion
Skal vi fastholde produktion eller acceptere nedgang i velstand og levestandard? Det er det grundlæggende valg, som det danske samfund og de danske politikere står over for i disse år.
Mere om offentlige finanser og velstand
Danmark har udsigt til mange år med lav vækst, hvis ikke der gribes ind. Det betyder mindre forbrugsmuligheder for den enkelte og giver det offentlige mindre råderum til at levere en ordentlig offentlig service. Det er vigtigt, at vækst kommer øverst på dagsordenen.
PUBLICERET: 29-11-2011 OPDATERET: 02-12-2011