På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.

DI: Stærk aftale for danske virksomheder – især for de små med vækstambitioner

Regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale indgik søndag en aftale om en erhvervspakke. Den fjerner blandt andet flere afgifter, forlænger forskerskatteordningen og indfører en aktiesparekonto. Til gavn for dansk erhvervsliv, mener DI.

- Det er en god aftale, som gør det nemmere for vores virksomheder at skabe vækst og arbejdspladser her i landet. Det gælder ikke mindst for de iværksættervirksomheder, som meget gerne skulle vokse sig endnu større, siger vicedirektør Kent Damsgaard, Dansk Industri.
 
Han glæder sig over, at regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale har haft fokus på især at forbedre vækstmulighederne for mindre virksomheder - blandt andet med bedre vilkår for aflønning med medarbejderaktier og bedre muligheder for at placere privatadministreret pensionsopsparing i unoterede aktier.

- Vi deler klart partiernes ambition om at styrke en dansk aktiekultur, hvor vi investerer i morgendagens vækstvirksomheder, og dagens aftale kan være et vigtigt skridt i den retning, siger Kent Damsgaard.
 
DI hæfter sig også ved at aftalen indeholder en forlængelse af bruttoskatteordningen for udenlandske medarbejdere - den såkaldte forskerskatteordning

- En forlængelse af ordningen fra fem til syv år har længe været på virksomhedernes ønskeliste for at gøre det nemmere at fastholde udenlandske specialister i Danmark. Det er nogle medarbejdere, som er helt afgørende for vores vækst, så det er virkelig godt nyt, siger Kent Damsgaard.

Endelig tager aftalen fat på at sænke og afskaffe en række af de afgifter, som gør det dyrere at være dansker og mere bøvlet at drive virksomhed i Danmark. Det gælder både afgifter på traditionelle grænsehandelsvarer og elvarmeafgiften, som står i vejen for virksomhedernes udnyttelse af deres overskudsvarme til fordel for et grønnere Danmark.

- Opkrævning og administration af afgifter på nødder, te og emballage koster mange virksomheder store mængder er tid og frustrationer, så vi er glade for, at regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale nu afskaffer disse afgifter. Det er også rigtig glædeligt, at aftalen aflyser de afgiftsstigninger, som var planlagt til næste år på blandt andet slik og chokolade, siger Kent Damsgaard.

Yderligere info
Kontakt image
Underdirektør
Tlf: +45 3377 3836
Mobil: +45 2949 4434
E-mail: pgmdi.dk
PUBLICERET: 12-11-2017 OPDATERET: 12-11-2017