Behov for opgør med Danmarks dårlige produktivitet

De mindre og mellemstore virksomheder er parate til at gøre op med 15 års ringe udvikling i produktiviteten. Og det er helt afgørende, at både virksomheder og politikerne sætter kraftigt ind på at løfte produktiviteten. Ellers har genskabelsen af 175.000 private arbejdspladser lange udsigter, vurderer DI’s adm. direktør.

- I mange år blev den lave produktivitet overskygget af en kraftig vækst på eksportmarkederne. Men det er slut for nærværende. Derfor gør det ondt nu - og derfor må vi gøre, hvad vi kan for at indhente efterslæbet i produktiviteten, siger adm. direktør Karsten Dybvad.

Han peger på, at seks ud af 10 mindre virksomheder ifølge DI’s undersøgelse er godt i gang med at trimme i maskinrummet – blandt andet via øget brug af it og løft af kompetenceniveauet i virksomheden. Det tal skulle dog gerne op på 10 ud af 10, for en højere produktivitet er afgørende for at styrke Danmarks konkurrenceevne.

- Men virksomhederne løser ikke produktivitetsudfordringen alene. Der er et akut behov for, at politikerne aktivt arbejder for at skabe bedre vilkår for dansk erhvervsliv. Mange mindre virksomheder oplever, at de ikke kan låne penge til selv sunde projekter, og dermed går vi glip af nye investeringer, der kan hæve produktiviteten, siger Karsten Dybvad.

Han fremhæver den manglende adgang til finansiering af drift og udvikling som den altoverskyggende udfordring netop nu.

- Det er afgørende, at de skærpede krav til den finansielle sektor udrulles i et tempo, så de trængte virksomheder ikke presses yderligere. Og at de programmer, der understøtter de mindre virksomheders finansieringsmuligheder, ikke løber tør for midler, siger Karsten Dybvad.

Karsten Dybvad fremhæver samtidig behovet for, at regeringen målrettet arbejder for at reducere de administrative byrder, som pålægges virksomhederne som følge af indberetningskrav fra det offentlige. DI foreslår derfor, at regeringen sætter sig et klart mål om at reducere de administrative byrder med 2 pct. om året frem til 2020.

- Jo flere ressourcer i virksomhederne, det offentlige lægger beslag på, jo færre ressourcer har virksomhederne til at skabe udvikling og ny vækst. Derfor bør det være et oplagt mål for regeringen at få gjort op med unødigt bøvl, siger Karsten Dybvad.

ANALYSE I
DI Indsigt - MMV’er arbejder for højere produktivitet - JAN. 2012:
Konferencen for mindre og mellemstore virksomheder
Vi sætter den 25. januar fokus på, hvordan fire mindre og mellemstore virksomheder kan maksimere deres nuværende forretning.
PUBLICERET: 25-01-2012 OPDATERET: 27-01-2012