POLITISK INTERESSEVARETAGELSE
Vores mål er at sikre, at beslutningstagere både i Danmark og internationalt kender virksomhedernes hverdag så godt, at de kan udforme regler og love, der styrker virksomhedernes konkurrenceevne. Derfor søger vi en forpligtende politisk dialog – både med kommunerne, politikerne på Christiansborg og i Bruxelles. Gennem kontakt til medierne sikrer vi, at erhvervslivets forhold bliver sat til debat hver eneste dag. Og som talerør for virksomhederne er vi en væsentlig samtalepartner for politikere og myndigheder og bliver ofte inviteret med på råd, når der bliver formuleret ny politik.
NETVÆRK
Netværk i DI er mange ting. Det er arbejdet i de politiske udvalg. Det er erfaringsudvekslingen i de faglige netværk. Og det er dialogen på konferencer, debatmøder og workshops både herhjemme og i udlandet, hvor vores medlemmer møder beslutningstagere. Men for mange virksomhedsledere stopper engagementet ikke her. De bruger DI som netværk til indflydelse i deres kommune, region eller internationalt. Det gør de blandt andet ved at engagere sig i råd, nævn og udvalg, som DI udpeger til.
OVERENSKOMSTER
Det danske arbejdsmarked er et af de mest velfungerende og fleksible i verden. Det er skabt gennem dialog og aftaler mellem arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer. I udlandet misunder man os denne danske model – eller flexicurity, som den også bliver kaldt. DI forhandler overenskomster på medlemmernes vegne. Her aftaler vi de rammer og vilkår, der generelt skal gælde på virksomhederne for den kommende periode. Fordelen ved dette system er, at de parter, der er tættest på virkeligheden – virksomhederne og medarbejderne – selv indgår aftaler, der passer til deres virksomhed.
SERVICE
Hver dag hjælper, inspirerer og udvikler vi ledere og specialister på medlemsvirksomhederne. Vi rådgiver for eksempel om personalejura, uddannelse, miljø, energi, generationsskifte, innovation, afsætningsmuligheder og outsourcing. Vi er en af Danmarks største kursusudbydere inden for ledelsesudvikling, personalejura, produktivitet og innovation. Og hjælper vores medlemmer ud i verden. Vi vejleder dem i håndtering af risici – fra menneskerettigheder over korruption til internationale kriser – og hjælper dem i gang på særligt svære markeder.